Din browser er af ældre dato, derfor kan der forkomme fejl på sitet
Fremleje
Hvis du skal udstationeres, på længerevarende studieophold eller lignende, har du også mulighed for at fremleje hele lejligheden til andre. Ved denne form for fremleje giver man adgang til en lejlighed ”uden om” ventelisten. Derfor er der meget stramme regler for, hvornår det er tilladt at fremleje hele sin lejlighed. Fx er det ikke tilladt at fremleje sin lejlighed, hvis årsagen er, at du har fundet en partner, som du gerne vil prøve at flytte ind hos.
Du skal dog være opmærksom på følgende:
- Fremlejen må højst vare i to år (i en sammenhængende periode).
- Du skal kunne dokumentere, at fremlejen er midlertidig og skyldes sygdom, forretningsrejse, studieophold, midlertidig forflyttelse eller lignende.
- Du må ikke kræve en højere husleje, end den du selv betaler.
- Det samlede antal personer, der skal bo i boligen, må ikke overstige én person pr. beboelsesrum.
Delvis fremleje
Du har ret til at fremleje et værelse eller en del af din almene bolig. Du skal dog være opmærksom på følgende:
- Du må dog højst fremleje halvdelen af boligens beboelsesrum.
- Det samlede antal personer, der skal bo i hele boligen, må ikke overstige én person pr. beboelsesrum.
- Ved delvis fremleje må du ikke kræve en højere husleje end den, du betaler for hele boligen.
Dette beløb er dog kun det yderste maksimum for, hvad du kan kræve i husleje. Reglerne om fastsættelse af huslejen ved delvis fremleje hører under den private lejelov.
Senest to uger før du indgår en fremlejeaftale, skal du orientere boligorganisationen om, at du vil fremleje.
Orienteringen skal indeholde oplysninger om årsagen til dit midlertidige fravær, navnet på din lejer, antallet af personer i husstanden og huslejens størrelse.
Du skal desuden lave en skriftlig fremlejekontrakt med din lejer. Kopi af fremlejekontrakten skal sendes til boligorganisationen, inden fremlejeperioden begynder.
Selvom du har fremlejet din bolig, er det stadig dig, der har ansvaret for, at huslejen bliver betalt, at husordenen bliver overholdt, og at din bolig ikke bliver misligholdt.
Se flere oplysninger i pjecen:Boligbytte og fremleje